HA SÅ LÅÅÅÅ DERUDE! Er der nogen, der prøver at fortælle mig noget, nogen troede, jeg ikke allerede vidste om livet??

Så stop det dog!

Det startede med KNÆK CANCER ugen. Jeg er alt andet end ufølsom. Men jeg var både ved at knække sammen og knække mig over al den elendighed 24/7. In real life. Og på TV.

IN YA’ FACE!!

Så døde hende den søde:  Just Sad

IN YA’ FACE!

Dagen før hendes begravelse fik min venindes mand en blodprop i hjertet!

IN YA’ FACE!

Og som om alt det ikke var mere end rigeligt til at minde mig om det, jeg allerede ved, så røg min veninde med ambulancen en lørdag morgen.

Hendes hjerte gik i stå.

To gange.

IN YA’ FACE!

Men hun lever!

Så ser man mig,  ligge med hele min krop ind over min venindes skød, i hendes  sygeseng på intensiv. Hulkende. Ud af dockingstationens højttaler kører “You were always on my mind” med Elvis Presley (surrealistisk, men sandt –  og næsten tragikomisk)

For mens hun har kæmpet for sit liv, har jeg kæmpet med følelsen af ikke at have værdsat hende nok.

I mere end tredive år har hun været på sidelinjen. I perioder helt tæt på. Til tider lidt mere på afstand. Men altid en del af mit liv og min bevidsthed.

Hun er ikke verdens nemmeste veninde. Men hun er verdens sjoveste.

Og Sød. Omsorgsfuld. Gavmild. Klog. Skarp. Og fik jeg sagt – sjov. Og så er hun – min veninde!

Med al den elendighed, der florerer omkring mig pt. er min blog i alvorlig fare for at havne under en kategori, man kun vil søge, når man er løbet tør for Barbara Cartland romaner i den lokale, ikke kan finde sine Elvis LP’er (undskyld, cd’er) (undskyld, mp3 eller 4 et eller andet) (undskyld – når Elvis er udgået på iTunes eller han bare ikke er at finde på sin iPhone ? hvad nummer er vi kommet til?)

Men det er svært at skrive noget opløftende fra sit liv, når det ikke er der man er. I sit liv. Som man trods alt er rigtig glad for at være i.

Anyways.

For meget arbejde i for lang tid.

For travlt.

For ked af det.

For chokket.

Efter at have været underdrejet en uge – fysisk og psykisk –  fejrede vi atten års fødselsdag i går med manér. Og med den begivenhed har jeg besluttet, at nu kan det KUN gå fremad.

IN YA’ FACE!  Ordforklaring

Og hold nu op, hvor jeg glæder mig . .