“Jeg pisser i glasset næste gang, jeg ser nogen drikke sydafrikansk vin” tænkte jeg ved mig selv, da jeg  den anden aften så DR2 dokumentaren Bitre druer. Den handlede om vinarbejdernes slavelignende forhold i lige netop Sydafrika.  Grådige, egoistiske, profitliderlige mennesker, der udnytter andres elendighed og behov for et arbejde og en løn. Føj!

Jeg havde lige glemt, at jeg netop var hjemvendt fra en flyvetur. Med Ryanair.

Turen gik til Budapest.

En skøn, oplevelsesrig solskinsdag efter en tur i det jødiske kvarter får vi øje på en stor skare af mennesker.

“Hvad sker der lige der?”

“Ej, hvor spændende – en demonstration!”

“Er det Hare Krishna?”

Vi løb forventningsfulde over den flersporet, trafikeret vej og lettet over, det lykkedes med livet i behold kom vi i fuld fart, grinende ind i midt i flokken.

Der var hverken tale om en spændende demonstration eller et sjovt gensyn med Hare Krishna.

Det var fattige mennesker i kø til gratis madrationer.

Tandløse. Hjemløse. Haltende.Unge. Gamle. Store. Små. Forældre med børn.

Forældre. Med.Børn.

Det var hjerteskærende.

Vi luskede af sted.

“Det må fandeme ikke komme dertil derhjemme” var vi samstemmende enige om.

Vel hjemme i Danmark igen.

I byen, der designer livet. Seriøst. Det gør vi her. Siger sloganet.

I Netto ved banegården fredag aften. Et indkøbssted for mange mennesker. Også dem, der lever på bunden af vores by. De lugter. Deres tøj er beskidt. Håret fedtet. Neglene kulsorte. Nogle kan ikke tale, så man kan forstå dem. Andre råber. Eller gør usædvanlige ting.  De skraber småører sammen til deres varer. Dåsemad. Toastbrød.Smøger. En pils.

At handle i den Netto er et studie i socialgrupper i Danmark. Og følelsen fra pladsen i Budapest er ikke så fjern. Hver by har sådan en butik.

I TV her til aften bliver jeg mindet om de Facebook-grupper, jeg godt ved eksisterer. Grupper, hvor fattige, udsatte danskere kan bede omgivelserne om lidt hjælp til mad.  Legoland-billetter. Eller tøj. Og hvor er det fantastisk, at det kan lade sig gøre. At folk  faktisk hjælper.

Det er hjerteskærende.

I går aftes blev en kvinde skudt i benet af politiet. I min by.  Hun var sindsforvirret og truede med en kniv.

Kort forinden var hun udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

Der må være en grænse for, hvor dybt vi vil synke. Som samfund. Som fællesskab. Hvor vi vil spare. Hvem vi vil ramme. Hvor vi vil lukke. Og slukke.

For anstændigheden. Håbet. Livet.

Kæmper vi ikke for en æreværdig nedre fællesnævner reducerer vi os selv til de lande, vi alle er glade for at vende hjem fra igen.