Sprogøre

Jeg er en lille smule tosproget på Helle Zornig måden. Lige som hende kan jeg også tale med både “underklassen”, som der i virkeligheden måske ikke er noget, der hedder, men som alle ved, hvad betyder – og med middelklassen. Ja, lad os nu bare glemme, at der for mange år siden blev vedtaget, at vi ikke taler om klasseinddelt samfund – for det gør vi jo, måske bare ikke så højt. Jeg arbejder på at blive tre-sproget, så jeg kan tale til overklassen på samme måde som de to andre, men man siger, at jo ældre man bliver, jo sværere bliver det at tilegne sig et nyt sprog. Måske fik jeg startet for sent?

Det forklarer måske også, at jeg stadig ikke taler hebraisk, spansk eller arabisk til trods for jeg har leget med tanken en hel del år. Sidstnævnte nok mest fordi det kunne være så herresejt at kunne blande sig umotiveret i en samtale i køen i Bilka. Og lidt af andre sproglige grunde også. Efter tre år i engelsktalende lande som ung, er jeg vist ret ferm til lige netop engelsk og tysk – tjoohh, hvis jeg var desperat nok, skulle jeg nok kunne få gjort mig forståeligt. Men det håber jeg så aldrig, jeg bliver.

Men selvom jeg ikke længere lærer et sprog flydende efter tre ugers ferie i et land, så har jeg dog stadig sprogøre og kan de vigtigste gloser efter kort tid, hvis jeg vil.

Der er dog ét sprog, jeg aldrig lærer uanset, hvor længe jeg forsøger. A L D R I G  nogensinde. Og jeg ved det. For jeg har prøvet. I 32 år!

Frisørsproget!

Det er meget mærkeligt. For jeg synes, jeg forstår hvert eneste ord, de siger til mig. Men det er en one-way kommunikation, for de forstår aldrig mig!

Det startede da jeg var tolv. Jeg havde for første gang selv bestilt tid ved en frisør. Faktisk var det første gang,  jeg overhovedet skulle til frisør. Langt hår ned ad ryggen og en dyb fascination af alle mørke mennesker. På daværende tidspunkt dog mest Precious Wilson og Boney M. Som jeg til gengæld også følte mig sjælelig beslægtede med. Jeg lyttede til deres musik hele tiden og det siger sig selv, at det var ET MUST, at jeg fik fletninger i hele mit lange hår. Masser af små fletninger. Helst med perler i. Men det forstod de ingenting af, da jeg endelig fik lov til at bestille tid ved frisøren. Og jeg skulle nok have lugtet lunten allerede den gang, da jeg måtte opgive perledrømmen allerede inden jeg havde sat mig i stolen.

Dagen oprandt. Jeg havde aldrig glædet mig så meget til noget som denne dag. Denne store begivenhed. Som jeg selvfølgelig havde indviet mine veninder i. Var spændt og nervøs. Og genert. Som jeg var (og til dels stadig er.) Pungen var tung efter datiden – af penge jeg møjsommeligt havde plaget mig til og opsparet ved mit barnepigejob. Nu skulle det endelig ske. Jeg skulle jo nærmest forvandles til “halv-sort” og det var stort for en pige, der trak nylonstrømper op ad sine arme for at blive så autentisk som mulig, når jeg optrådte for familien med “Cry to me” .

Jeg placerede mig i stolen i salonen, der ligger der endnu. (Andre kan åbenbart godt gøre sig forståelige) Forklarede endnu en gang, som da jeg bestilte tiden, hvad jeg gerne ville have gjort ved mit hår. Gjorde mig umage. Synes jeg i hvert fald selv. Men hvad der skete fra ordene forlod min mund – til jeg forlod frisørsalonen med – ikke hundrede små fletninger med perler i mit lange hår, men to fletninger af den franske slags – en i hver side, som ENHVER  husmor med respekt for sig selv i øvrigt kunne have udført på mig – aner jeg simpelthen ikke!! Det er mig en gåde.

Sorgen var lammende. Skuffelsen ikke til at tage fejl af. Ydmygelsen enorm, da mine veninder kom forbi, for at se mit nye seje hår. Hvad skete der lige for det?

Jeg fattede det ikke! Jeg fatter det stadig ikke!

Det er endnu aldrig. A L D R I G  nogensinde lykkes mig, at tale et sprog som en frisør forstår.

Sidst det skete var i lørdags. Jeg forberedte mig grundigt. Gjorde mig nogle overvejelser. Fandt et tidligere billede frem af mig selv (hvor flovt var det ikke lige at sidde der med en selfie), som jeg kunne vise til frisøren fra en gang, det endte med, at mit uforståelige ønske endte i noget, jeg var mindre utilfreds med end de andre gange.

Sætter mig i stolen. Prøver det bedste jeg har lært. Bruger alt hvad jeg ved om sprog og kommunikation. Finder  endda lidt ydmyg fotoet frem. Og hun siger, som de plejer: nårh ja, sådan – det klarer jeg.

Og hvad gør jeg? Læner mig tillidsfuldt tilbage og  glemmer alt om frisør, tid og sted, mens jeg fordyber mig i bladene og glemmer. Glemmer, at jeg jo ikke taler det sprog.  Halv time senere, kigger jeg mig i spejlet. Ikke så ringe endda. Ligner godt nok ikke liiiiiige det, jeg ønskede. Men det er okay.

For frisører kan noget med at sætte et nyklippet hår. Det kan godt være, jeg ikke kan deres sprog. Men de kan sætte mit hår. Når de vil. Eller i hvert fald når jeg betaler for det.

Og det hår det sidder der bare.

Lige indtil jeg selv har vasket det.

Kors i skuret. Så skete det fandeme igen! Om jeg begriber, hvad der skete fra ordene forlod min mund til jeg nu står her og prøver at definere mig selv og sætte mit hår.Kan godt se jeg ligner en. men ikke helt hvem.

Bliver hjulpet på vej af min datter. Min søde datter, der skraldgrinende finder – ikke mindre end fire fotos frem af Kurt Cobain! Kurt Co – fxxxxxx – bain. Som jeg hadede – da jeg var ung. Og han levede. Altså indtil han døde. Hvor han pludselig blev meget mere interessant. Ligheden er slående. Jeg kan ikke benægte det. På alle billeder . Fra alle vinkler.  Kurt Cobain

Så sidder jeg her med Kurt Cobain frisure. Som der jo ikke er noget i vejen med. I sig selv. Bare ikke fedt med en kikset, flad page anno 80’erne , når man efterspurgte noget lidt mere hipt. Og etageagtigt.

Endnu en gang. Som for 32 år siden – til i dag – og alle årene ind imellem, må jeg sande: at jeg aldrig lærer frisørsproget!

Min misundelse og forundring var selvfølgelig stor, da en af mine veninder på selvsamme lørdag annoncerede på Facebook, at hun (også) var til frisør og i sin status skrev; Jeg bliver lidt smålækker.

Smålækker. .

Nu overvejer jeg at ansøge et frisørsprogkursus ved hende, mens min anden veninde øver sig på spansk – bare i et sidste forsøg. .

Mens jeg nynner den gamle melodi:

Cra cra cra cra cra cra C R Y  Y  Y  Y Y Y I N G!

3 responses to “Sprogøre

  1. Kurt Cobain hår? Det synes jeg ikke, jeg så i weekenden? Det skjulte du godt; ) Er det rigtigt, du ikke kunne lide ham dengang?
    Du kunne godt have delt det med dit manglende frisørsprog lidt før. Jeg har i et par årtier bildt mig selv ind, at det er mit hår, der er noget i vejen med!

    • Hej Dorthe. . Det ved alle da om mig. Ikke fordi, jeg har sagt det – men fordi mit hår i ni ud af ti tilfælde er total kikset. Tak for sidst i øvrigt .-)

  2. Os der godt kunne lide Kurt, syntes hans hår var lækkert og langt fra kikset. Hvilket dit i øvrigt heller aldrig er! Altså kikset. . Og så lader vi den ligge nu:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s