At vi bliver brændt af – midt i det hele –  midt på Strøget – midt på dagen, det kommer vi os forholdsvis hurtigt over. Herre Gud, det er ikke første gang, det er sket. At planerne ændrer sig og dagen skal vise sig at udvikle sig i anden retning end hidtil planlagt.

Det er oven i købet ikke første gang, det sker i forbindelse med en koncert. I København. Been there. Done that. Tjek.

We are on our own. Igen! Og togene kører da heldigvis stadigvæk mellem København og Jylland. Vi skal nok finde hjem.

Efter koncerten.

Som viste sig, at være af de helt store musikalske oplevelser. De HELT STORE! Gregory Porter! Bedste pladser! DR’s koncerthus! Som i sig selv er en oplevelse. Af de arkitektoniske store.

Flot fyr på rækken bag ved. Meget flot. Og Stevie F******* WONDER som “hemmelig” tilskuer i logen lige oven over os. Needless to say. Taget lettede da han gik på scenen. Med Gregory Porter. Er overbevist om, det ikke er landet endnu – stemningen var mildest talt HØJ!

Så langt, så godt. Ikke et øje var tørt. Luften var lun. Metroen kører hver femte minut. Vi er snart på vej hjem.

Efter sådan en oplevelse klarer man nemt 35 minutters ventetid på Hovedbanegården. Lige nok til at  få fyldt depoterne. Komme sig oven på euforien. Glædes over ikke at have sin daglige gang på en banegård, hvor små lyshårede piger står med deres beruset bedstemor, der diskuterer med en tandløs, endnu mere beruset mand, der var på fornavn med tatoveret (og beruset) bedstemor – og får en cola og en hånd at holde i (trods alt) klokken. 23. 30 – hvor hun skulle sove sødt i sin seng efter omsorgsfuld mor eller far havde læst godnathistorie.

Inden vi kunne nå at kidnappe hende med til trygge jylland (bare du holder dig væk fra Tønder) – slæbte de selv afsted med hende og Gregory Porter virkede pludselig som noget vi havde drømt.

Sådan en oplevelse får også en rokering fra tog til tog og en forsinkelse omkring midnat til at fremstå som helt betydningsløst. Vi har det jo godt. Var dog liiiige ved at glemme, hvor godt vi egentlig har det – og lige har haft det i DR’s koncerthus –  da det viste sig, at vi skulle vente i halvanden time. Midt om natten. På Fredericia banegård. Hvor de i øvrigt – og strategisk smart nok – har placeret nogle store greb to steder på hver bænk, så man IKKE kan lægge sig ned og hvile sig. Sådan undgår vi nemlig den slags problemer, med sovende gæster – på banegården. I Jylland. Her hersker ro og orden. Og ingen små, svigtede børn.

Udover min egen – som her midt i sovetid også følte sig en smule svigtet. Godt nok på en anden måde. Men alligevel . . Endelig kom toget. Vi griner og krammer og glæder os så meget til at være hjemme. Om tyve minutter ligger vi i vores senge. .

Jeg spotter godt wanna-be tjekket, moden blondine på perronen, der taler med mørklødet charletan. Og jeg er ikke mere træt, end jeg – godt nok med lukkede øjne – kan følge med i deres samtale i toget – og regne ud, at det her bekendtskab er helt nyt. Som i lige opstået på mærkelig vis  – på perronen –  nærmest.

Ding dong – næste stop –  HJEM! Toget ankommer om få minutter. Om fem minutter er vi hjemme, skat.

I mit ubevidste havde jeg set det komme. Men den aaaalt for langsomme måde hun bevægede sig på. Samtalen, jeg godt kunne fornemme hun(de) ikke var færdige med. Galant fyr, der bærer hendes taske ned og giver sig god tid, mens hun blokerer gangen for andre forbipassagerende (min datter og jeg). Skat, du er nødt til lige at mase dig forbi – får jeg sagt til min datter – i godt nok lidt søvnig stil. Men blondinen formår at sidde fast i døren med sin taske og Charletan, der ikke er bekendt med danske togdøre, kan ikke lige få åbnet døren – og da det endelig lykkes med min datters hjælp og vi når ud til “hoveddøren”, ud til perronen, ud til hjem, ud til væk fra toget – så ved hun ikke,hvordan man åbner døren og “piiiiiiiiftt” (fløjtelyd), døre der lukker, mig der springer frem i tigerspring, skubber hende væk, hamrer febrilsk på dør, hiver i håndtag, går amok på døråbningsknappen, råber –  det sker så bare ikke lige det her – mens konduktør, der har fri og er på vej hjem tørt konstaterer, at det gør det – næste stop : Bondeby uden indendørs opholdssted, som jeg kender alt for godt og toge, der kun kører en gang i døgnet fra det sted. Næsten. Hvorfor!? Hvorfor – kan man ikke finde nødbremsen, når det virkelig gælder?

At der ikke faldt et karateslag lige der – midt i det hele – midt i toget – midt om natten, midt på hende – da hun sagde; ej, hvor ender vi så nu, det var da også mærkeligt, jeg hang fast i døren. Det er mig en gåde! Det siger noget – om mig – på den gode. Eller måske den indestængte måde.

Ankommet in the middle of nowhere,  til solopgang(havde det regnet, havde jeg jagtet hende, helt sikkert) og med næste afgang to timer senere – erfarer jeg endnu en gang, at jeg har verdens sejeste datter (miljøskadet vil nogen nok kalde det) – hvem ellers kan grine af sådan en situation. Udover mig. For det er jo egentlig overhovedet ikke sjovt.

Min datter og jeg i den ene ende af den korte perron. Blondine og Charletan i den anden. Og de skulle OVERHOVEDET ikke tale til mig. Jeg gik – om på den anden side af den for ti år siden, lukkede stationsbygning. Og da de kom derom gik jeg om på perronen.

Med et styk helt strømforladt mobil og en anden med 1 procent strøm tilbage – og med telefonboksen som helt uddød race –  var det lige pludselig meget vigtigt at overveje vores eneste opkald. TAXA ville da være det dummeste at satse på i den forbindelse. Der er daglige historier på FB om hvor umuligt det er at ringe dem op i de her tider – og egne af landet. “Du har ringet til taxa, tryk 1 hvis, tryk 2, hvis, tryk 3, hvis, tryk 4, hvis . . og du vil blive betjent HVIS vi bliver færdige med at betjene folk i langt vigtigere områder end det du befinder dig i. .”

Godt man ikke er ældre, end man kan ringe efter sin faaaar, når nu alle andre man kender er på ferie. Eller skal på arbejde om to timer.

Han kom så i en ekspressfart, der fik mig til at spekulere på, om han ikke virkede lidt for rutineret i de her pirattaxa tider (og hvorfor var han egentlig vågen – og havde den nye skjorte på?) Og han kørte lige så hurtigt hjem – som i “Øh far, er du på flugt fra nogen?” 

Blondine og Charletan var væk, da vi kom om på den anden side, hvor min far ventede. Vi gik også bagom og ud i den anden ande (fire meter fra sted de kunne have stået) og jeg havde lovet mig selv, at de IKKE kunne få et lift. Men de var væk! Midt i ingenting. Æv jeg ikke aflurede dem. Men jeg var for bange for, de ville få øje på mig og tro, jeg gad snakke med dem. Eller finde en fælles løsning. HA! Søster -solidariteten hørte op, da du sad fast i den dør Blondie!

Sjovt nok ligger der et hotel lige over for banegården.

Men det siger nok mere om min fantasi – end det reelt gør om hende. . ❤ ❤ ❤

http://www.youtube.com/watch?v=ZWUAKq-reLQ