Når nu efteråret og vinteren snart rigtigt sætter ind, så vil jeg tænde alle stearinlysene, tage uldsokkerne på – og leve lidt på de gode sommerminder.

Som da man så mig ligge der i al sin pragt og gøre sig total strand-babe lækker i sekundet inden Middelhavet skyllede ind over mig.

Skulle lige til nyde solens varme stråler. Havde lagt bogen fra mig, trukket maven tilpas ind, taget solhatten på, smurt mig ind i faktor 70 minus 60 (den ér altså farlig, den sol), børstet håndklædet af for sand, fået mig lagt til rette og lavet den obligatoriske fordybning til min bagdel (der ikke er en fordel i dette tilfælde – der er ikke noget J-Lo over mig der) og nu skulle jeg nyde det. Nu skulle jeg lige kigge lidt på de smukke omgivelser. Havet selvfølgelig. Nu skulle jeg måske lige tage en lille velfortjent lur. Nu skulle jeg lytte til havets brusen. Nu..

Nu . .  mærkede jeg vandet omfavne min krop nedefra. Det kom nok mere snigende end skyllende. Men på den HELT VILDT hurtige måde, hvor man hverken kan nå at redde sig selv, sine sko, sit tøj, sit håndklæde, sin bog, sin taske med iltapparatet camoufleret som en Samsung Galaxy, sine penge og værst af alt – sin værdighed.

Hvad redder man først? Sin værdighed. Selvfølgelig. Jeg prøvede at trække mig elegant tilbage i noget, der lignede baglæns krabbegang Men hold nu kæft sådan noget vand arbejder hurtigt –  så vi taler om brøkdele af sekunder her og jeg måtte glemme alt om værdighed og et blottet bryst, som jeg godt nok også først opdagede efter kampen. Febrilsk griber jeg ud efter alle mine ting på en gang, men havet trak sig tilbage og med sig tog det alt undtagen min taske og min bog som jeg klamrede mig til. (Mon det siger noget om mig, at jeg redder min bog før mit tøj. Og sko?)

Så lå mit store lyserøde strandhåndklæde ( er I klar over, hvor tungt sådan et bliver når det har suget et halvt hav til sig plus noget sand??) derude og svømmede rundt ved siden af mine sko, mit tøj og min hat.

Jeg fik samlet alt mit habengut. Smilte forsigtigt og søgte lidt medfølelse fra mit “publikum”, der til gengæld alle lignede nogen, der var ved at blive kvalt i et grin, der  bare ventede på at blive sluppet løs. Tap-dansede hen over det brandvarme sand med alt mit sjaskvåde udstyr op til strandpromenaden, hvor jeg besluttede mig for at lade mine ting tørre og samle mig.

Det tog så lige cirka fem timer længere end jeg havde regnet med. Så der sad jeg. I solen. Og læste i min halvvåde bog. Prøvede at få det bedste ud af det. Nød min bog. Mens solen nød mig!

Og hold da op, hvor den godt kunne lide mig den sol. Så meget at den beklædte mig med min yndlingsfarve. Postkasserød!

For de af jer, der har samme sommerferieminde er det nok unødvendigt at sige, at aftenens koncert-tur var aflyst. Lige som nattesøvnen blev udsat et par dage og jeg på bedste vampyrvis helst kun viste mig om natten.

Men jeg kom over det. Heldigvis har jeg en tendens til at tælle de lyse timer. Som regel. Med undtagelser. Og når den undtagelse helt sikkert sætter ind et par gange eller syv hen over vinteren, kunne det være fedt, hvis sådan en ryg-forbrænding i disse solcelle tider kunne opsamle solens energi og hives frem når man mest trænger.

For jeg får helt sikkert brug for det.

Og min værdighed? Den stod ikke til at redde. Æret være dens minde.