Just sad!

 

Det er et faktum.

Jeg trøstespiser.

Og hun er her ikke mere.

Fik den triste besked ved middagstid. Sad på hendes plads. Mellem hendes noter. Tegninger. Små skitser. Og en engel i ler. Lukkede kontoret ned med tårerne trillende ned ad kinderne.

Kørte i Rema. Købte Nutella.

Halvt tom glas.

Helt tom inden i.

Og planen var ellers, at jeg ville skrive et glad 1 måneds- fødselsdagsindlæg her i aften. Godt nok to dage forsinket.

Men i dette øjeblik virker både bloggen og et fødselsdagsindlæg pludselig meningsløst. Næsten tåbeligt.

Det er der jo så – så meget der er. Meningsløst. Og tåbeligt.

Som at folk dør alt for tidligt. Af sygdom. I krig. I trafikken. Efter meningsløs vold.

Mod deres vilje!

Det er groft nok. Kunne man ikke lige spørge først? Eller lade dem, der gerne vil dø. Dø.

Nej, det er ikke en tale for aktiv dødshjælp. Overhovedet! Det går jeg slet ikke ind for. Jeg er faktisk i mod. Jeg mener egentlig, at døden kommer, når den skal.

Bare ikke i dette tilfælde. Ikke i dag.

Eller da min mor døde. Eller  da mine veninders mødre døde. Eller hvis børn dør! Slet ikke børn. Aldrig børn!

Eller nogen man kender, – eller nogen, der kender nogen, man kender, der ikke er mindst firs år gamle. Selvom min mormor døde i en alder af næsten 82. Mod sin vilje. Og meget mod min!

Så i dag har været en kold dag. Solen har været umulig at få øje på og bladene har været grønlortebrune og visne.

Og jeg har spist alt for meget Nutella.

Min  ene veninde spurgte om det hjalp – for så ville hun også prøve.

Jeg foreslog hende at prøve med flødeboller i stedet.

Min anden veninde skrev, at hun håbede den planlagte tur med miniput i Tivoli og Det Flyvende Tæppe kunne ryste hende ud af den surrealistiske tåge hun befandt sig i og dermed tilbage til virkeligheden, hvor sandheden kunne gå op for hende.

En tredje aflyste resten af dagens klienter og havde flere gange stirret på den sidste sms, kun få dage gammel, der fortalte hende, at hun var i hendes hjerte.

Min fjerde veninde skrev for et par timer siden, at nu ringede kirkeklokkerne(for hende) i landsbyen, hvor hun gjorde sine daglige indtryk og udtryk og hvor rigtig mange mennesker sidder i dag og er ramte i mere eller mindre grad.

Tilbage sidder de, der er allernærmest og skal  håndtere deres liv og deres sorg på den måde, de bedst kan.  Vi må nemlig alle finde vores måder at finde vores veje rundt i livet. På godt og ondt.

Og vi må hjælpe hinanden undervejs.

For sandheden er, at Nutella ikke hjælper en skid!

 

3 responses to “Just sad!

  1. Åh søde gør mig ondt at høre♥ Håber du har det bare en smule bedre……. Og nej Nutella hjælper desværre ikke på noget – tro mig jeg har prøvet♥ KÆMPE knus

  2. Pingback: In ya’ face | Maiers mening·

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s