I dag fik jeg uanmeldt besøg. Af min far! Min far! På en helt almindelig onsdag. I  et kort sekund kom jeg i tvivl, om jeg havde glemt min egen fødselsdag. Eller endnu værre – min datters!   Bød ham velkommen med et kram og et smil – og et skævt kig på uret, mens det slog mig, at jeg vist lånte lidt penge en gang. Eller to. Shit!

Vi slog os ned i stuen – og mens vi sad der, til en sludder og en dåse cola – (er det ikke det, man byder uventede gæster nu om dage?) – sad jeg seriøst og spekulerede på, om han mon kom lige fra sygehuset og havde fået en dødsdom – og dette var sandhedens time.

Men så kom jeg i tanke om, at han jo er fra Generation: Jeg går aldrig til læge! Og hvis min skulder er brækket, går jeg lige med den et halvt års tid. Generation: Jeg kommer ikke nogen steder, uden invitation (så hvad laver han egentlig her – på en onsdag?) Generation: Jeg hører aldrig fra dig og jeg ringer ikke selv. Til nogen. Af princip!? Generation: Kig forbi, når du har tid – selv kigger jeg ingen steder hen, selvom jeg har tid. Altså medmindre jeg har fået den ovennævnte invitation. Generation: Jeg vil ikke være mine børn til besvær. Generation: Jeg har aldrig haft en sygedag. I halvtreds år! Generation: Der skulle gerne være lidt til overs, når jeg stiller mine træsko (bruger andre generationer overhovedet det udtryk mere?) Generation: En krone sparet er en krone tjent. Generation: Jeg betaler skat med glæde og yder mere end jeg nyder. Generation: Jeg har arbejdet hårdt og levet nøjsomt og har derfor mulighed for at hjælpe mine børn.

Min datter var hjemme. Det er efterhånden også en glædelig overraskelse i sig selv. Så der sad jeg – på en onsdag – med glædelig overraskelse gange to – der gjorde mig endnu mere forvirret.  Eller utryg. Og mens jeg prøvede at holde en helt naturlig samtale kørende om løst og fast, forberedte jeg mig i mit indre på, at jeg var hovedpersonen i næste afsnit af ULTIMATUM! Og lige om lidt ville mentoren træde ind i rummet og min datter ville hive et brev op ad lommen . .

Men så kom jeg i tanke om, at jeg jo ikke drikker. På den måde, der kræver ultimatummer i hvert fald.

Så der sad vi  . . tre generationer.

Og hvis det ikke var fordi, jeg har en uvane med at glemme alt omkring mig, når jeg skriver – og derfor næsten lige har brændt mit køkken af – så skulle dette indlæg have handlet om forskellen på de tre generationer, . . . . . . ……….

Jeg tror, det var blevet godt. Tankevækkende. Og måske lidt sjovt. Men det kan man selvfølgelig altid komme at sige.

Lige nu har jeg en oprydning og en alvorlig udluftning at tage mig af.

Resten må være op til dig.

Ps) Det med køkkenet er en overdrivelse – men en afbrændt gryde med indhold, der gav nogle store brag og lugtgener a la ”gasmaske nødvendig” – stadie er slemt nok.