Det sgu alvorligt

  • . . med den BLOGkering, jeg nævnte den anden dag. Og det mærkelige er, at det jo ikke er fordi, jeg ikke skriver. Det gør jeg sådan set hele tiden. Både i hovedet og på papir. Og på computeren. Hvor jeg nu har siddet så længe, at jeg har mistet det meste af min vennekreds (skulle der virkelig ikke mere til) 😉 – har seriøse siddesår på ballerne, mistet al fornemmelse for det virkelige liv, er kommet helt ud af form, med lige lovlig mange (nye gamle) kilo på sidebenene (så meget for den kur), er ligbleg (har ikke fået frisk luft eller set sol siden midten af august (altså bortset fra de sekunder det tager at gå fra hus ind i bil – fra bil til arbejde og retur) og står til en underretning ved kommunen for alvorlig omsorgssvigt af både hus, have og barn.

Indtryk, der bliver til udtryk. Ja, det opdagede jeg, at der stod under min overskrift. Og så fik jeg den a-ha oplevelse, at man jo vist nok skal HAVE indtryk, før man kan GIVE udtryk for noget som helst. Der holder. I  virkeligheden – og i BLOG- land. Så jeg kørte ud til min skønne bror. De har nemlig fået hund. Det resulterede i total forelskelse i en lille uldtot, men affæren er så ny og jeg blev ikke så længe og i øvrigt sov den hele tiden – indtil den tissede på gulvet. Og så var den kærlighed forbi. Inden den rigtig begyndte – og det er ligesom ikke indtryk nok til at give ordentligt udtryk.

Det er den forreste hund vi taler om. Selvom den bagved også er sød - og helt sikkert renlig. Og nej, det er ikke en kat!

Det er den forreste hund vi taler om. Selvom den bagved også er sød – og helt sikkert renlig. Og nej, det er ikke en kat!

Men så var det, at jeg skulle arbejde lidt – på det arbejde, jeg får løn for. Selvom min nye titel som “wanna be blogger” og ikke mindst “blog-følger” næsten tager mere tid end mit egentlige job. Inden jeg så mig om, skrev jeg igen. Ikke på min blog. For jeg har altså skriveBLOGkering. Men på et forældrebrev som hermed bliver dagens indlæg. Så er jeg da lidt i gang. .

Kære forældre!

FF – sådan døbte vi efter to hæsblæsende timer fredagen. Det står for Frygtlige Fredag. Og det måtte jo ske! Efter lang tids fryd og gammen og timer, der bare kører derud af, var der krise i pigegruppen. Hvad der startede med at ligne ragnarok blandt alle pigerne viste sig at være et klassisk trekantsdrama. Ikke noget, vi ikke kan håndtere, men det kræver selvfølgelig lige nogle trøstende ord og lidt udredning og senere opfølgning.

Det var ellers ”bad-timing” – set fra en lærers synspunkt (ikke et ord til børnene om det). Jeg havde nemlig forberedt tre lektioner i edb 1. Jeg havde glædet mig til at skulle vise dem, hvordan man laver en power point (slide-maker i www.skoletube.dk ) .  Klog af erfaring, havde jeg brugt mit frikvarter på at sikre mig, at alt kørte som det skulle. Klokken ringer ind. Vi er så klar! Troede jeg. For med pigernes krise opstod en ny dagsorden. Jeg måtte på bedste u-pædagogiske vis lige bede pigerne udsætte gråden og krisen – så jeg kunne vise den øvrige klasse, hvordan de (i det midste) lige kunne komme ind på skoletube/slidemaker og gå i gang.

Tror I  l….. virker!!? Her har jeg brugt mit frikvarter.. her har jeg forberedt mig og gennemgået.. her har jeg .. her står jeg så! Med nogle snøftende piger i baggrunden, der pænt og sødt venter – og en klasse, der efterhånden bliver lidt småurolige samtidig med, at læreren febrilsk prøver mindst ni gange at komme på og forsikrer dem om, at det virkede lige for lidt siden. De søde elever opfordrer mig til at give op, men jeg skal vise dem, skal jeg. .

Gråden tiltager, uroen breder sig, sveden pibler frem på min overlæbe. Jeg må tænke hurtigt!

ALLE MAND I EDB 1!! (Undt.de tre piger, der nu kan blive trøstet) Jeg kastede dem alene ud i projektet. Log in, gå på skoletube, find slide-maker, tryk løs, I kan ikke ødelægge noget – I må eksperimentere. For at lette den dårlige samvittighed, kalder jeg det: Learning by doing!

Mens jeg sidder med pigerne, kommer der et par drenge ind i klassen. Du er nødt til at komme X græder, Y har vist slået ham.

Jeg er i chok! De slår da aldrig hinanden. Sådan i timerne i hvert fald. Jeg løber ind. Prøver at udrede og trøste. Men den ene vil slet ikke trøstes. Han vil bare væk fra den her ”beep beep” skole! Og gør alvor af truslen. De øvrige elever opdager selvfølgelig en lærer i rummet og jeg bliver overfaldet med spørgsmål, der strækker sig fra; kan det være rigtig jeg ikke kan logge på? Hvor mange computere skal jeg prøve på? Hvordan indsætter man et billede? Må jeg gå ind i et andet program? Må vi spille? Hvornår skal vi spise?

Og de tre efterladte piger i det tilstødende lokale kommer løbende tilbage, at jeg skal komme fluks, inden ”det går helt galt!”.

Jeg kapitulerer! Siger op på stedet! En anden må overtage roret. Med tre grædende piger i det ene lokale, en gut der går i strømpesokker ude i den våde skolegård, en anden der sidder og ømmer sig på bænken i aulaen og ti børn, der er ved at lære sig selv at lave en power point – uden det store held, for halvdelen kunne ikke logge på – ja, så er det vist det helt rigtige tidspunkt at forlade skuden.

Og dog – er det ikke noget med, at kaptajnen er den sidste, der smutter? Jeg går ned med det synkende skib. Får alle kaldt på dæk. Våde fodaftryk på gulvet afslører, at min lille gut bare skulle dampe af, han har fundet sin plads – og sig selv igen – og vi er nu samlet. To af de tre lektioner er gået – og heldigvis har vi bibliotekstime nu. Det holder skibet oven vande.

Inden længe er de i fuld gang med at finde bøger. Biblioteket summer af liv og iver efter at finde de rigtige bøger. Jeg må gentagne gange dæmpe på dem – på den positive måde, for pludselig sidder de en kæmpe dynge oven i hinanden – bogstavlig talt – og skraldgriner og snakker meget højt. De har kastet sig over Guinness rekordbøger. Jeg må nærmest vriste dem ud af hånden på dem, da vi skal tilbage i klassen. Sig mig, har jeg da helt mistet kontrollen?

Da vi kommer tilbage bliver vi enige om det famøse navn. FRYGTLIGE FREDAG! Jeg tror nok, det mest var mig, der havde det sådan. Og de lovede mig, at dem bliver der ikke for mange af. Efter de tre lektioner med mig, skulle de have to lektioners billedkunst. Deres lærer fortalte mig efterfølgende, at de havde haft de to mest fantastiske timer, hvor de bare havde siddet helt roligt, hygget sig og fordybet sig.

De må have trængt til det . . .

God søndag!

Kærlig hilsen

Maier

honesty is better

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s