Just say no!  Så enkelt er det, sagde en god ven til mig for et par år siden. Og til sig selv. For sagen var, at vi på en eller anden måde var i samme båd – selvom både skibets skrog og havet vi sejlede på var meget forskelligt.

Han havde brug for at få sagt nej til sit – og jeg til mit.

Jeg vidste det bare ikke selv. Og selvfølgelig – på bedste kvindemanér, blev jeg da p….irriteret, hver gang han mindede mig om det.

Bare sig nej! Det kan han sgu da sagtens sige, tænkte jeg. Egoist! Bare sig nej! Verdens nemmeste måde at undgå at høre på mere jammer fra mig. Bare sig nej! Mage til mangel på bedre råd, skal man lede længe efter, angreb jeg. Man kan da ikke bare sige nej! Men han holdte stædigt fast. Og praktiserede det efterhånden ret godt selv. Til min store irritation.

Jeg er en kvinde! Jeg er dansker! Jeg er en del af et normsæt og en kultur – og en forventning om, at man gør bestemte ting, på bestemte måder til bestemte tider. Og intet af det, handler om at sige nej. I hvert fald ikke når det handler om arbejde, tjenester, sociale arrangementer eller opvartning af vores forgudede børn.

Vi siger ja og brokker os til gemalen derhjemme. Vi siger ja og vender det hvide ud ad øjnene, når vi forlader chefens kontor. Vi siger ja og sladrer til en anden veninde om, hvor hårdt det er for os. Vi siger ja og dirrer indvendig. Vi siger ja og er irriteret på ungerne og kommer med lange formaninger om, hvor forkælede de er og man hører sig selv sige: da jeg var barn.. Vi siger ja og får stress og ondt i maven. Eller hovedet. Vi siger ja og drikker lidt for meget. Jeg sagde ja – og spiste. For meget. Både fordi jeg ikke kunne sige nej til maden. Og fordi jeg ikke fik sagt nej – til alt mulig andet.

Og så lige pludselig, mens jeg stod over for en fristelse på størrelse med det sønderjyske kaffebord, hørte jeg pludselig min vens stemme: Just say no!

Når desserten blev sendt rundt for anden gang (og nogle gange endda i første runde) hørte jeg ham sige: Just say no!

Til familiebesøget, hvor ”vi har bagt fordi du skulle komme” – hvæsede stemmen: Just say no!  “Det kan man da ikke”, sagde min egen indre stemme. Just say no – svarede han tilbage. Hvor provokerende har en stemme egentlig lov at være?

Men stemmen talte sandt. For jeg skulle lære at sige nej. Ikke bare til mad og godter, men også til selskab, til vennerne, til arbejdet, familien, telefonopkald, mails og ungerne.

Efterhånden som jeg kom godt i gang med øvelsen gik der sport i det. Sommetider sagde jeg nej, bare for at sige nej. Nogle gange, sagde jeg nej – fordi jeg var bange for at komme til at sige ja på det forkerte tidspunkt. Men så opdagede jeg, at jeg altid kan komme tilbage og sige, at jeg faktisk mente ja. Et ja, der nok kommer lidt sent – men til gengæld fra hjertet.

Det er ikke fordi, jeg synes, vi skal sige en hel masse nej’er. Men vi skal sige nej, når det er nødvendigt. Og vi skal sige nej, når vi mener det. For det meste.

Nej – jeg har ikke konstant styr på nej’erne endnu. Jeg er fra naturens hånd en ja-siger. Men jeg øver mig til stadighed – og når bukserne strammer og bh’en er ved at springe igen – så ved jeg, det er tid til en lille reminder: Just say no!

Så fat det da!

Og kom så i gang.

Er I med?

.