Jeg sidder her og spekulerer, som så mange gange før, hvad jeg vil være? I en verden med et uoverskueligt hav af muligheder, hvad skal jeg da vælge? Det er pludselig gået op for mig, at som 18-23 årig er det dejligt, selvstændigt, fornuftigt og spændende at du rejser rundt, oplever ting, prøver forskellige jobs og tager dig tid til dig selv. “Du har jo tiden for dig” sagde de til mig. Men som snart 25 årig, uden job, uden uddannelse og stadig uden at vide, hvad du egentlig vil – da er situationen pludselig en helt anden. Pludselig hører jeg: “Du har da lidt travlt nu”, “Nu må du træffe et valg”, “Nu må du tage dig sammen. Slå dig ned!” Og min kære farfar sagde en dag: “Hvis du ikke har fundet din mand inden de 25, så finder du ham sgu aldrig. Så er du blevet for egn!” Nej – det er ikke attraktivt mere… Men problemet er ikke, at jeg ikke vil noget. Problemet er, at jeg vil det hele. Jeg vil gøre en forskel.

Jeg vil være den børnehavepædagog, der tager sig af børnene. Den der tilgodeser den enkeltes behov og altid giver sig tid til at lege! Jeg vil være den skolelærer, der er interesseret i mennesket bag eleven, den der gør en forskel, den der ikke accepterer mobning, den der tør blande sig og siger sit job op, når jeg ikke længere “har det i mig” . Jeg vil være den erhvervsvejleder, der gør en seriøs indsats for at lede unge og ældre på rette vej. Hjælpe dem med at tage de rigtige valg, opmuntre dem og aldrig give slip før de er godt på vej. Jeg vil være den socialrådgiver, der ikke tror jeg er bankmand eller give ud af min private fond. Den, der har øjne og ører åbne for alle slags mennesker, gør ofte min tid, tør blande sig og gøre en indsats. Jeg vil være den psykolog, der ikke tager 500 i timen og stopper samtalen lige før klienten begynder at græde – og springer over til et nyt emne. Jeg vil være den hjemmehjælper, der giver sig god tid til de ældre og respekterer dem og deres krav, følelser og meninger – som de kloge, erfarne mennesker de er. Jeg vil være den døgninstitutions-medarbejder, der giver forældreløse, kriminelle og andre “uden for hjemmet” kærlighed, tryghed, respekt, selvtillid, mod og opmærksomhed! Jeg vil være den læge, der giver sig god, god tid. Den, der tager dig alvorligt og ser igennem dig, når du sidder og brænder inde med dit virkelige problem pga. skrækken for svaret. Jeg vil være den restaurationsejer, der har det bedste mad og den bedste service. Jeg vil være den journalist, der respekterer folks privatliv og alligevel kan skrive om noget. Jeg vil være den forfatter, der skriver de bedste bøger. jeg vil være den sanger, der rejser jorden rundt og alle gerne vil høre (ej, hold nu op – jeg var sgu 24 da jeg skrev dette) , jeg vil være den mor, der aldrig fejler, den kone der holder gnisten i live, mine børnebørns søde bedstemor. Jeg vil din for altid bedste ven. Den gode datter og den suveræne søster!

Og så vil jeg være den politiker, der gør nogle af alle disse ting mulige for alle dem, der gerne vil være det samme som mig!

Samme år startede jeg i øvrigt på lærerseminariet. Og blev mor.

Om jeg gør en forskel? Jeg prøver!

Og hvad kan en teenager og vi andre bruge det notat til i dag? Til at se, at vi en gang havde et samfund, hvor det var ok, at du ikke lige vidste, hvad du ville som 15-16 årig. At det var ok, at du ikke stod med en færdig uddannelsesplan, som blev påbegyndt da du gik i sjette klasse. At du godt kan få et godt voksenliv og en god uddannelse- selvom du ikke går den lige vej. At selv dem, der ser ud til at have styr på tingene – var yngre og tvivlsomme engang – og til stadighed. Og det hele nok skal gå . .