http://www.youtube.com/watch?v=prUeTKpF9kg

. . hurtigst muligt. Som i før – du fik den, tak! Det viste sig nemlig, at det jeg troede var en gave –  til både min datter og mig – viste sig at være en af de gaver, der skulle være fortrydelsesret på, en af de gaver, der straks bedes RETURNERET TIL AFSENDER!  Ikke at jeg har givet sådan en før. Eller modtaget for den sags skyld. Men en gang skal jo være den første – og det er så nu. Jeg skal have den tilbaaaaaage nuuuuuuuu!!

For det er sgu da ikke SJOVT at sidde femogtyve år senere og læse om de frøer, man skulle kysse, i sin jagt på prinsen – og da slet ikke, når man jagter ham endnu! Og det er absolut ikke morsomt at se på tryk, at man ikke altid var den guddommelige veninde og søster, man ellers efterhånden har fået overbevist det meste af sin omgangskreds om man var – og måske mest  sig selv. Og nej, der er heller intet underholdende i at blive mindet om, at man brugte alt for mange år på alt det forkerte (læs: den forkerte) – og da slet ikke, når man stadig har tendens til at træde den sti – når det kommer til det (nej, nogen bliver åbenbart aldrig klogere). Og lavpunktet ved al’ den elendige underholdning kom, da jeg fandt nogle gamle breve, der mindede mig om, at jeg var ret højt elsket – en gang og i glimt – og stadigvæk kan bryde i gråd over det. Åbenbart. Jeg havde godt nok også lidt feber da jeg læste det. Og jeg er ynkelig, når jeg har feber. Og min hals gjorde ondt. Og ørene. Og min stemme var væk. En lærer uden stemme! Forestil jer det. Det er da til at tude over, ikk?

Anyway.. det med lavpunktet passer faktisk ikke helt. For det værste og mest ydmygende øjeblik var, da min datter (som glædeligt havde modtaget den flotte gave aftenen forinden), i bedste Maud stil kom ned ad trappen søndag morgen, smed “År 1986” på min seng og sagde “Mor, noget af det er måske lige lidt for klamt”. Klamt! What! Jeg er da ikke klam! Jeg har da aldrig været klam! Klam er . . sådan et klamt ord – i øvrigt. “Er det moster?” prøvede jeg først. “Har jeg skrevet noget om moster, du ikke skulle se?” Hun rystede på hovedet. “Åh, nej – har jeg udleveret en af mine veninder? Ej, helt ærlig – husk nu – vi var kun 17!” Hun rystede stadig på hovedet og lagde sig ned ved siden af mig. . “Ja, men – ej, er det MIG? Er det noget jeg har gjort?” Hun nikkede, men nægtede ellers at udtale sig. Jeg greb straks det famøse grønne årgang 1986 hæfte – i form af et stjålet danskhæfte fra min daværende skole, mens jeg spurgte: “Involverer det en fyr?”  det tilbagevendte Maud-udtryk bekræftede spørgsmålet.

Det viste sig heldigvis, at jeg ikke var så slem, som først antaget. Man kan jo læse (lidt) forkert. Og det viste sig, at det med at give sin datter sin dagbog i gave – det skal man vist bare IKKE! For hvornår er en pige klar til at se “mennesket bag moderen”, som jeg så flot fik det beskrevet den anden dag? Aldrig, tænker jeg – nu! Der er da ikke et eneste nulevende barn – eller tidligere levende barn, der i virkeligheden har lyst  – eller har brug for at vide, hvad moooaaar  egentlig gik og lavede – og følte – og fortrød og forbrød sig i mod. Det er da en naturlov! Som jeg så lige glemte. Og ja, jeg omgås børn og unge hver dag . . men man er vel kun et menneske. Og hvis jeg nu havde haft nogle læsere på den her blog – var der måske nogen, der havde nået at stoppe mig. Men jeg trøster mig med, at hun kun nåede et par måneder ind i det famøse år.  Så dagbog hermed returneret –  til nu knap så glade – men en hel del klogere – giver. Tak!