En uventet gave

 

I går gav jeg vist nok min datter en gave. Og måske lidt mig selv. Jeg fandt en del af mine gamle dagbogsnotater frem og gav den første til hende. Året var 1986 – og begivenheden var translokationsfesten (i dag dimissionsfesten) – da jeg gik ud af 10. klasse. Jeg var lige fyldt 17! Og nej, jeg kom ikke “for sent” i skole 🙂

Et hurtigt dyk ned gennem “memorylane” i form af aldrig afsendte breve, små notater og lange dagsbogssider fik os hurtigt til både at grine højlydt og fælde en enkelt tåre. Og så fik det mig til at krumme tæer. Jeg har faktisk ikke fået dem til at strække sig ud endnu. Dagen derpå. For hold så k…, hvor har man da været ung og pinlig. Og pinlig. Og mere pinlig. Hvor gammel skal man være, før man kan læse tilbage og acceptere, at man har brugt udtryk som – jeg sværger – var højeste mode den gang (det skriver jeg et indlæg om en anden gang). Eller det faktum, at man når at nævne fire forskellige fyre på én side og man i øvrigt var fuld som en allike – ret tit og dum som en dør, når det kom til en helt bestemt gut, der blev nævnt lidt for mange gange på lidt for mange af siderne.

Men hvori består gaven?

Til min datter håber jeg, at det viser sig, at det på sigt er en gave at få et indblik i “mennesket bag moderen”. Det håber jeg ikke jeg fortryder. For selv om jeg aldrig sådan helt bevidst har prøvet at fastholde hende i nogen illusioner –  altså udover julemanden. Og trolde. Og hekse. Og Gud – måske. Så er jeg ikke helt sikker på, at de illusioner, hun selv har gjort sig er klar til at briste. Jeg holder vejret og ser tiden an. Og giver hende bøgerne lidt i (udvalgt) rækkefølge.

Og så er det forhåbentlig en gave til en ung pige at se, at der er kampe, kærestesorger, faser, følelser, op- og nedture – som vi alle skal igennem – også da internettet og mobiltelefonen stadig ikke var der (til at gøre det hele meget værre – sagde anno 69).

For mig selv består gaven i at blive mindet om, at jeg åbenbart ikke var den perfekte, lykkelige teenager (som jeg ellers gik og troede), at rejsen sommetider var lang og sej (og pinlig – er nødt til lige at nævne det igen) – og at de veninder, der var omkring mig dengang i 86 – de er omkring mig endnu. Det er en gave i sig selv.

Jeg glæder mig allerede til at pakke resten op . .

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s