Må indrømme, det nok var på høje tid at komme på arbejde igen.

Har været lidt tung i optrækket – og kroppen generelt – efter en hel måneds non stop opfedning af en krop, der helt sikkert trængte mere til det modsatte. Og hvad er det modsatte af opfedning? Nedsmeltning?

Er blevet teenage-agtig god til og vild med at sove – og afhængig af britiske serier, der foregår i 1800 tallet.

Har dog  holdt mig vågen til at se The Butler,  selvom den ikke er britisk – men til gengæld lang. 

Den kan anbefales.

Hvis du undrede dig over, hvorfor mange, sorte amerikanere græd da Obama blev præsident og stadig græder, når de ser ham på talerstolen – så hjælper filmen dig med at forstå. Eller huske.

Kan ikke sige flotte, filmfaglige udtryk om filmen. Synes såmænd ikke en gang, der er tale om store skuespiller præstationer.

Men den sparker alligevel røv.

Fortællingen om en mand, med en næsten ubærlig historie, der nåede at tjene otte præsidenter.

Den fik mig til at væmmes over og huske på, hvor grusomme nogle (uoplyste, forsmåede) mennesker kan være. Og hvordan den slags smitter, hvis man ikke passer på. Den fik mig til at huske, at Klu Klux Klan ikke er en mareridts- tegneserie fra min barndom. Selvom de ser sådan ud. Helt ærlig. Voksne mennesker! Den mindede mig om Black Panther, ungdoms/studenteroprør, generationskløfter, kærlighed, indre- og ydre kampe og gav et uundgåeligt indblik i en smule historie. Men vigtigst af alt gav den mig lyst til at kæmpe!

Jeg er klar til kamp! Lige nu!

Skal bare lige finde ud af, hvad der skal kæmpes for.

Any suggestions?