“Måske kan du sige, at du går ind for halalslagtning, men ikke går så meget ind for stening! “

Med disse ord var Yahya pludselig fortaler for en slags opblødning af Islams mange regler og anvisninger.

Og publikum grinede. Heldigvis. For i vores samfund er det med stening jo kun noget, de gør i de varme lande – og i Monthy Phytons Life of Brian.

Lige netop Life of Brian er et godt eksempel på den frihed vi tager for givet i vores del af verdenen. Tænk at man kan tage så meget pis på hele vores religions oprindelse og alligevel være så populær, at en genforening tyve år senere melder udsolgte billetter på 43 sekunder! Sikkert fordi de fleste griner endnu. For det var da sjovt!

Den frihed er fjern som en fremmede planet andre steder på jorden. Og åbenbart også lidt i Danmark. For nogen!

Som nogen heldigvis trodser.

Modige mennesker, der dermed også trodser overfald og trusler fra de få, men dog nok til at skræmme. Og måske risikerer livet.

Yayha Hassan

Ahmed Akkari

som de (s)eneste skud på stammen. På hver deres måde. Med hver deres historie og måde at udtrykke sig på.

Jeg tager hatten af.

For tiden underviser jeg i Reformationen i min syvende klasse. I dag handlede det om Martin Luther. Han sagde Paven imod – og risikerede livet. Var tæt på at blive brændt på bålet. Dræbt. Flere gange. Men da han stod for retten og de magtfulde ville have ham dømt, nægtede han at trække sine udtalelser og sin kritik tilbage. Med livet som (næsten) uundgåelig indsats sagde han:

“Jeg står her. Jeg kan ikke andet.”

Nu skal jeg ikke udråbe Yahya som islams Luther – slet ikke, men han giver udtryk for nogle tanker omkring det religiøse, der får mig til at tænke på ham alligevel. Og så har han sine meningers mod.

“Jeg tror ikke, man er mindre troende bare fordi man ikke lige har bedt en dag” sagde Yayha.

Det er noget vi reformerte danskere kan forstå og forholde os til. For os er religion og tro nemlig en privat sag. Det er ikke noget vi skilter med og ikke noget, der kræver andre beviser end dåben og måden du opfører dig på over for dine medmennesker. Og slet ikke noget, du behøver være en del af. Overhovedet. Det må du selv om. Vi kan lide dig alligevel. Hvis bare du opfører dig ordentligt over for dine medmennesker. Sagt i meget store træk.

Med troen som et forhold mellem dig og Gud og med udviklingen, der fulgte –  kan vi grine af Life of Brian. Vi kan tegne en karikatur af Jesus himself. Vi kan lytte til digteren Henrik Nordbrandt, der er erklæret ateist – uden at love ham bank. Og vi kan se dokumentaren Blodets Bånd uden at føle, vi skal forsvare os selv og den halve nation og modbevise, at vi ikke alle er som den kokainsniffende far til seksten.

Selvom nogen måske tror det.

Yahya. Du fremstår som en vred ung mand. Om du vil det eller ej. Men det er sagen underordnet. Du har præsteret en digtsamling, der går over i den danske litteraturhistorie med din rekordstore debut.

Og jeg prøver forgæves at forstå, at en digtsamling kan læses og fortolkes som et “personligt” angreb på en hel religion eller en stor samlet gruppe i befolkningen. Jeg er et (ud)dannet, selvstændigt tænkende menneske, der er klog nok til at vide, at DU tale for DIG selv. Jeg dømmer ikke nogen, slår ikke nogen i hovedet med dine digte. Men jeg genkender dine fortællinger fra andre unge i lignende miljøer som det du kommer fra og jeg glædes over, at du med din digtsamling kan kaste lidt lys over det.

Lige som der kastes lys over lignende problemer i samfundet blandt den ikke muslimske, men (u)kristne del af befolkningen.

Og til alle jer, der mener, at med Yayhas digtsamling / “afsløring” bliver kløften mellem os (for vi står ved, at der er en kløft?) kun dybere og afstanden endnu større kan jeg kun sige, I tager fejl.

Med Yayhas optræden i aften i fred og ro og med den ærlige beskrivelse af hans oplevelser fra barndommen i et muslimsk miljø i det, han selv kalder underklasse islam  – føler jeg pludselig afstanden en lille smule kortere.

Men jeg kan jo kun tale for mig selv. Lige som Yahya.

Atten år gammel.

Ja, ja Yahya – mere af det. Mere af dig. Mere af unge mennesker fra alle kanter, der træder frem og tager ordet. På den gode måde.

Tak for det.

(ps. og dette indlæg blev så slet ikke, hvad jeg havde tænkt – men sådan er jeg langsomt ved at lære det er – at være blogger)