Fordi du kan!

For lidt mere end et år siden var jeg på kaffebesøg ved en veninde. Som så ofte før, var hendes genbo der også. En jævnaldrende, skøn kvinde, som i øvrigt – udover at være genbo, er veninde til min veninde – faktisk til et par af mine veninder – og dermed på en måde en del af mine “cirkler” (for at googelisere det lidt). For mig er hun en dejlig bekendt, mor til et par elever, moster til et par andre elever, for nylig også kollega, en af mine yndlingskunstnere og indehaver af det hus, der altid står åbent for venner og bekendte, som alle bliver mødt af varme og kreativitet.

Vi sad og snakkede om løst og fast og jeg brokkede mig over, at jeg var kørt træt i det fitness og jeg ikke gaaaad af sted. ..

“Det skal du!” sagde hun meget bestemt.

Skal jeg? Hvorfor det?”

“Fordi du kan!” – svarede hun.

Om det bare var det helt rigtige tidspunkt, om det var sensommer-luften, det faktum at jeg er tilhænger af mantraer, som mine læsere måske har opdaget – eller om det er fordi, det kom fra hende – der er alvorligt syg – ved jeg ikke. Men det ramte mig som en dunhammer – og af sted kom jeg.

Fordi jeg kan!

Sad på kontoret i dag. Et projekt, der driller mig. Solen skinner udenfor. Det er varmt – næsten sommeragtigt. Himlen udenfor lokker med sin flotte, blå farve. Jeg har masser af arbejde. Er egentlig så “stresset”, at det svimler for mine øjne. Jeg kigger ud ad vinduet. Tænker på min veninders søde veninde, der er kommet på hospice i dag. Ringer til min datter og inviterer hende i skoven. Smækker min computer i – forlader min pind – suser i skoven midt på eftermiddagen, har forladt mit arbejde. Jeg stjæler en time i godt selskab med min datter. Mærker den lune efterårssol på mine kinder. Vi griner., snakker og holder i hånd. Min store datter og jeg. Møder tilfældigt hendes far – og hans fantastiske seksårige søn – og inden længe løber jeg prustende og svendende rundt i skoven og leger hest, med ham på ryggen.

Hvorfor?

Fordi jeg kan.

Da vi efterfølgende bliver inviteret hjem på kaffe, mærker jeg en kort stund pulsen stige, tiden går – klokken slår, bunker af arbejde venter, aftensmaden der skal forberedes . . Jeg tænker på hende livsstykket, der sikkert ville give alt lige nu for at gå i skoven med sine drenge. Takker ja til kaffen. Nyder hvert sekund. Giver mig god tid.  Befinder mig i nuet – for en stund –  et sted de fleste af os kommer for sjældent.Hygger med ungerne – og glemmer alt det, der venter mig.

Hvorfor?

Fordi jeg kan!

Hjemvendt fra dejlig afhopper. Mad der skal laves. Lektier, der skal forberedes. SMS’er der afventer svar. Vasketøj skal hænges op Mail skal besvares. Et par vigtige beslutninger skal drøftes færdig – inden i morgen – med min datter. Jeg har meldt mig på et af de sene hold i fitness. Mærker jeg føler mig presset. At jeg ikke orker. Ikke har tid. Men jeg gjorde det.

Hvorfor?

Fordi jeg kan!

Og i morgen er atter en dag, hvor jeg suser forvildet rundt, som hende den distræte, råber lidt for højt på de helt forkerte tidspunkter, skulker fra det jeg burde og gør det jeg ikke må, glemmer alt om de gode intentioner, arbejder lidt for meget og nyder for lidt. Hvorfor? Fordi sådan suser livet  ofte af sted med mig.

Men jeg lover mig selv, at jeg vil bestræbe mig på – at være lidt mere i nuet og værdsætte alt det min krop formår og det gode jeg har.

Så længe jeg kan.

2013-10-07 15.38.53

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s