En tidlig morgen, efter et indslag i Go’morgen Danmark, hvor jeg var ved at få kaffen i den gale hals..

Undskyld – jeg tager det ilde op, men jeg er så PISSETRÆT af igen og gang på gang at høre, at vi danskere (læs: folkekirkemedlemmer) kun er kristne til højtiderne og når vi lige har brug for det (dåb, bryllup, begravelse)! Jeg mener, det er en manglende forståelse af og indsigt i, hvad kristendommen (evangelisk luthersk – tror jeg det hedder) lige netop er – og ikke er!
Lad mig starte med det sidste: Det er IKKE en lovreligion. Det vil sige, at der ikke er en lang række anvisninger på, hvordan livet SKAL leves samt love og regler, der skal overholdes. Loven(kristeligt set) er til for menneskets skyld – og ikke omvendt – og den er dermed også relativ. Mennesket over loven! Det betyder blandt andet (og heldigvis siger jeg), at vi ikke kan gøre alle mulige ting til hellige. Det helligste er nok nærmest troen i sig selv. Det at tro og det afkast, der (gerne) skulle komme af det. (Uheldigvis kan man så indskyde, efterlader det jo også det enkelte menneske med et stort personligt ansvar, for nogen endda et tomrum og en søgen efter mening og retning – men det er en anden snak om ”frihed og forladthed”)
Kristendommen er heller IKKE en ”ydre” religion.( Det “hjalp” Luther med at afskaffe i sin tid.) Der er ikke en masse synlige/ydre tegn eller ritualer vi skal opretholde for at kunne betegne os som kristne. Det betyder selvfølgelig, at det for andre trosretninger (og endda for os selv) kan se ud som om vi slet ikke har nogen religion, men jeg mener, at vi i virkeligheden er langt mere kristne end andre – men endnu værre – vi selv er klar over.
Det ER nemlig i høj grad ”en indre” følelse, et personligt anliggende og ansvar og vores ”kristne identitet” viser sig i vores måde at forstå verden på, møde vores medmennesker på, vores holdninger til forskellige etiske dilemmaer, vores demokratiske samfund og dermed tilgang til både opdragelse, skoleliv, politik, parforhold – ja livet i sin helhed, vores tolerance (som for nogen kan ligne dumhed), vores åbenhed og vores grundlæggende tro på mennesker som ligeværdige og livet som dyrbart.
Og jo tak, jeg er ikke blind for, at der efterhånden kan findes alt, alt for mange eksempler på lige netop det modsatte: nemlig intolerance, ligegyldighed, holdninger eller mangel på samme til etiske dilemmaer, demokratiske processer m.m. For mig at se, er vi på den måde en langt større trussel mod os selv end f.eks. muslimerne er en trussel mod ”danskheden” eller samfundet i det hele taget. Jeg er bange for, at vores uvidenhed og manglende bevidsthed om vores egen kulturelle identitet er langt mere faretruende end alt andet . Og nu vi er ved det, er det da også nedslående, at jeg som (kristen) samfundsborger i dette land bliver portrætteret som om noget af det helligste skulle være vores danske ”skååål”! (Tak til TV2!)
De ovenfornævnte værdier er ikke noget, der ligger i vores gener. Man er ikke født til at være demokratisk og tolerant (og omvendt er man jo heller ikke født til at være udemokratisk og intolerant) Vores holdninger og tilgang til livet og samfundet er resultatet af den opvækst, den kultur, den opdragelse, det skoleliv og det samfund vi er en del af – og jeg kan kun forestille mig de indre konflikter nogle danskere må gennemleve, når de opdrages med andre værdisæt og normer end dem det officielle samfund omkring dem repræsenterer. Måske viser de indre konflikter sig i ydre konflikter? Hvad ved jeg?
Jeg er fuldt ud klar over, at man kan dykke ned i Bibelen og finde alle mulige makabre historier og argumenter for, at kristendommen er grufuld, kvindeundertrykkende, morderisk og fordummende. Men lad os nu huske, at Bibelen IKKE er skrevet af en guddommelig magt (og derfor ikke er hellig i sig selv). Den er ikke skrevet som en guddommelig eller historisk sandhed – men som en mytologisk sandhed. En fortælling om livet på godt og ondt med temaer, der er almengyldige for hele menneskeheden: fødsel, død, kærlighed, sorg, misundelse, jalousi, lyst, begær, tilgivelse, hævn, skyld – kort sagt: Alt det, som vi ALLE kender i kraft af at være mennesker.
Dette er ikke en hyldestsang til kristendommen, men dog et forsøg på at forsvare min lidt fornærmet og vistnok kristne identite. Med henvisning til et gammelt citat af Frode Jakobsen, er jeg måske i virkeligheden enig i, at det at have en religion er en indsnævring af ens religiøsitet*. Jeg er ikke et helt afklaret kristent menneske (måske et af “problemerne” ved den kristne identitet – men i mit møde med andre religioner bliver jeg dog klar over, hvad jeg ikke er – og det er vel en begyndelse.
Den amerikanske forfatter, filosof, stand-up komiker m.m. George Carlin er blandt andet kendt for at have sagt:
”Never underestimate the power of stupid people in large groups.”
Den kan vi så rette mod alle de mennesker, der lige nu går amok over den mest amatøragtige, useriøse Youtube film jeg længe har set. Eller vi kan rette den mod os selv!? Men det må stå til næste gang jeg skal have luft i den retning . .

*Jeg har ingen religion og samtidig anser jeg mig selv for et udpræget religiøst menneske. Religion er nemlig et følelsesproblem, det er følelsen af at hænge sammen med en stor helhed. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er en religiøs natur, men religion er et dogme, som skifter fra land til land, ja jeg vil snarere sige; at have en religion er en indsnævring af ens religiøsitet.” Frode Jakobsen