Så fat det – fatso!

not fat

 

Okay – lidt grov overskrift. Men det lyder godt. Og den er jo til mig selv. Sagt på en kærlig måde.

For det er mig fandeme en gååååde, hvordan man kan smide syvogtyvehelefedekilo og tage ret mange af dem på igen.

Jeg burde have set det komme. Snigende. For jeg havde jo læst (videnskabelige) artikler. Jeg havde hørt foredrag. Endda med Chris MacDonald (ej, hedder han virkelig det? Hvordan kan én så sund, hedde noget så usundt? Og hvem fik navnet først? Og hvad har det med noget som helst at gøre, Maier?) Velmenende (helt sikkert) mennesker, havde gjort mig opmærksom på det. Og jeg har med egne øjne set rigtig mange ryge i samme (fedt)fælde.

Fælde? Vil nogen nok sige. Du bliver da ikke lokket! Nå, så det gør jeg ikke? Det kan du bande på, jeg gør. Og hvem er det så, der lokker?  Hvem er så fjenden, der lægger fælden? Fedtcellerne! De små lede – og garanteret fede celler, der bare vokser og formerer sig. Er de først i overtal i din krop, så bliver de der. Sgu fandeme. Og de kæmper – mod dig. Der gerne vil bevare vægttabet og derfor kæmper. Mod dem. Men det er næsten en umulig kamp. For cellerne udskiller hormoner til din krop, der øger appetitten og nedsætter stofskiftet og FEDTforbrændigen. Så går man der – og bliver mere og mere sulten. Mens kroppen forbrænder mindre og mindre fedt.

Så kan du lære det, siger min hjerne til mig. Stay fat forever!

Men jeg skal edder-banke-mig vise den, skal jeg. Jeg tager kampen op. Mens jeg går og slikker sår, samler jeg styrke. Pludselig er den der. Energien. Kampgejsten. Motivationen.Og styrken. For jeg har den. De sidste halvandet år har jeg bare brugt den på noget andet. Der krævede den.

Næste gang bliver kunsten at holde ved. Ikke et par år. Men de magiske fem år, som man åbenbart skal over, for at statistikken kan prale af mere varige resultater. Fem år!

Det har jeg læst. Og hørt til et foredrag (jeg tror, det var Chris- Den Gyldne Måge). Han sagde, at man skal kaste sig i støvet for et menneske, der har bevaret et større vægttab i mere end fem år – og det forstår jeg nu! Og kaster mig gerne ned. For dem. Og jeg tænker, man godt kan gå lidt ned i knæ –  for mig! Trods alt. Bare lidt. Kom nu. .

I mellemtiden… altså indtil jeg bliver helt klar, vil jeg appellere  til omverdens forståelse af (og gerne lidt medfølelse og ynk i form af gaver og blomster) at vi bare er nogen, der må tage den (meget synlige) kamp. Mens andre må tage de mere skjulte.

For jeg bilder mig ind, at alle har kampe, der må kæmpes. Nogle bare tungere end andre. I mere end én betydning.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s