Læste i går, at CNN har lavet en liste med ti gode grunde til at besøge det fantastiske eventyragtige, miljøvenlige Danmark, der er fyldt med glade cykelentusiaster. Og når man ser det på den måde, som de gør, altså CNN – så er jeg helt enig. Ja, nærmest lidt stolt over at være dansk – og meget lykkelig selvfølgelig! Som resten af befolkningen – i følge undersøgelser fra udlandet. Jeg bliver nærmest forelsket i Danmark, som vist nok i dette tilfælde er lig med København. Får helt lyst til at besøge stedet og tjekker straks for orange-billetter ved DSB. Men togene kører desværre ikke for – eller er det TIL tiden – og jeg er en travl dame, så det må vente. .
Men listen nævner ikke et ord om fodbold. Og er der noget Danmark (også) er, så er det et fodboldelskende folk. Hold nu op . . Specielt når de fører, som de gør lige nu i Parken (2-1 DK – Italien). Ikke et øje er tørt. Og Bendtner er tilgivet alle sine synder. Jeg ser med – og kigger langt efter Elkjær, Arnesen, og Lerby*. Er de fritaget i dag? Eller døde af alderdom? Jeg aner da overhovedet ikke, hvem der er på den bane. Ud over Bendtner. Men det er fordi han gør sig bemærket i sladderbladene. Som jeg i øvrigt kun læser ved frisøren, selvfølgelig.
Fredag aften er ellers den aften, hvor danskerne er vilde med at danse i andres sko. Men ugens Vild med dans er udsat til lørdag på grund af fodboldkampen. Det giver så heldigvis Allan Simonsen en dag ekstra til at lære at danse i. (Læg mærke til jeg skriver lære at danse og ikke lære dansen.) Dansen kan han nemlig godt. Men danse – det kan han simpelthen ikke! Helt ærlig! Dommernes pointtavler taler sit eget tydelige sprog uge for uge – og selv jeg, der er halvblind og hverken er en Laxholm eller en Jens Verner, kan da se det. Men det betyder ingenting. Ikke for danskerne. Der er nemlig to ting at sige om danskerne – udover det CNN er nået frem til (ja og sikkert mange flere, men de er ikke aktuelle lige nu).
1) Vi vil ikke sættes i bås!
Når noget nærmest siger sig selv. Når selv den blinde kan se og den ufødte forstå. Når al fornuft taler i mod – så gør danskerne ret tit det stik modsatte af det forventede. (Prøv at læg mærke til det)
2) Vi elsker fodbold.
At du deltager i en dansekonkurrence og ikke kan danse er af mindre betydning. Hvis bare du har kunne spille fodbold. Og det kunne han, ham Simonsen.Det skal han ha’! Årstallet var godt nok 1979 eller deromkring, men det er en biting.
For danskere elsker fodbold. Mere end dans – i virkeligheden.
Så vær beredt Allan! Du kan gå hen og løbe af med sejren. Specielt efter nederlaget i aften. Nu trænger vi virkelig til fodboldoprejsning!
Det eneste, der kan tale mod det udfald lige nu er, at det næsten ligger i kortene, at det kunne ske. Og dét kan danskerne ikke lide. .
Så vi må vente i spænding. Som vi gjorde her til aften.
Olé, olé, olé . .
PS) Hvor ærgerligt, at Danmark ikke vandt. Det mener jeg helt seriøst. Sikke en kamp! Men helt ærlig – græder ham den ene speaker lige nu (ved kampens ophør)??? Er Bendtner mon stadig tilgivet? Får man mon en hadeklub på bloggen nu, når man tager lidt pis på en fodboldhelt?
* For de yngre, ikke fodboldinteresserede læsere: Frank Arnesen, Preben Elkjær og Søren Lerby var de store helte sidst jeg så fodbold. Tror året var 1984.
Øv at vi tabte!! Israel spillede også men kan ikke huske resultatet hi hi. Ikke for gode til fodold på internationalt plan og danske Ricardo har endda været træner for landholdet engang 😉 Åh har læst om Allan Simonsen. Ok at man joker lidt og stemmer på ham men synes nu alligevel det er ærgeligt at andre derfor ikke får chancen. Håber du har vænnet dig til hårfarven. Har lavet samme fejl og tro mig jeg farver ALDRIG selv hår igen. Priserne er så lidt anderledes hernede – 180 kr for farve hvilket vist er meget billigere end i Dannevang. Fortsat god weekend!
Har heller aldrig forbundet Israel med fodbold 🙂 Tænk, at det lige nu er billigere at flyve til Israel og gå til frisør. Det har jeg så lige skrevet en lille “for sjov” note om på min blog https://maiersmening.com/2013/10/13/frisor-udflugt/ Og prøvet at linke til en anden side (din) for første gang. Jeg har slet ikke helt styr på det med at blogge og alt det man kan – endnu. Men hygger mig med det.