Der er noget helt galt med mit øje.

 

“Dine øjne er noget smør”, sagde skolelægen i sjette klasse. Så det er sådan set ikke noget nyt. Men det er blevet værre. Der hvor det skal være hvidt, er det rødt. Og når det ene kigger lige ud eller til siden – kigger det andet permanent til højre. Ved ikke hvad der foregår derude til højre-  jeg kan ikke se det (eller forstå det)!

Efter at flere mennesker, uafhængigt af hinanden, havde kommenteret mit øje, gik jeg til min optiker. Vel at mærke efter jeg forgæves havde prøvet at få fat i en øjenlæge i flere dage. Hvad er det med de øjenlæger? Først kan man ikke få fat i dem. Og når det efter et par uger, hvor man har brugt alle sine frokostpauser på at hænge i telefonen og lytte til deres elendige pausemusik fra 1927, endelig lykkes, kan man ikke få en tid. Før samme dato – to år senere. Tager du så i mod tiden, så Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke møder op. For det er kropumuligt at komme igennem på telefonen for at afbestille – fordi man i mellemtiden er kommet ud af problemet. Har opgivet. Fået en tid ved sin optiker. Eller er død af alderdom.

Min optiker kunne godt se, den er gal. Helt godnat. Bogstavligt talt. Som i – permanent lukket øje. Han mente, jeg burde gå til øjenlægen. Men inden jeg smuttede, ville han dog gerne lige kigge lidt på det først. Han kunne nemlig ikke undlade at bemærke i farten, at min øjenspalte på højre øje er smallere end på det venstre. Okay. Godt så. Det er officielt! Hvor er den nærmeste “øje-klaps-butik”? Og da han stod der og undersøgte min spalte..

Øjenspalten selvfølgelig…

.. hørte jeg ham også sige, at mit øjenlåg hænger. Lidt meget. Ned over mit øje. Havde jeg spurgt om din mening på det felt, tænkte jeg ? Nej vel. Da han havde fået luft for den bemærkning, skyndte han sig da også at tilføje – og ivrigt demonstrere ved at tage sine hinkestensbriller af, at hans øjenlåg også hang. På begge øjne! Og informerede mig om, at det nok ville resultere i en kosmetisk operation en dag. Ikke at det var nødvendigt. Endnu! Ja, tak for hjælpen. Og nu jeg er her, vil jeg gerne  liiige opsige mit 25 årig abonnement på ÉN linse i denne geshäft. Nej, det har intet med hængeøjenlåg at gøre. Overhovedet!
Men det værste er sådan set slet ikke, at jeg ikke kan se.  Det værste er, at det SER dumt ud. Må man ikke være forfængelig? (Altså okay, selvfølgelig er det værste, at jeg ikke kan se, forså mig ret) MEN der er altså faldet en del komplimenter til mine øjne igennem årene, vodkatågerne og de mørke timers tid. Og nu skal det åbenbart (også) være slut. Godt man ikke er på scoremarkedet mere. I den her uge i hver til fald.

Jeg vil ikke have et dronning Magrethe øje –  for fanden – er det MAgrethe, eller MaRgrethe hun hedder. For det er da med h, ikk?  Herre gud, jeg er jo ikke en gang fyldt. . hmm .. nok om min alder. Men jeg er ikke gammel nok til sådan et øje. Næsten lige midt i ansigtet. Hvor øjne jo som regel sidder. Det er bare ikke i orden.
Den ualmindelige årvågne optiker formåede også – på den forholdsvise korte tid jeg var i butikken at bemærke, at jeg skeler. Men heldigvis sagde han også, at sådan nogen som ham slet ikke lader sig distrahere af det. Han ville ignorere det skelende øje og kigge i det andet. Og det gjorde han så. Ubehageligt dybt. Men det var for sent. Og han vidste også godt, at rigtig mange mennekser har en tendens til at kigge folk i begge øjne. Og en stor procentdel af den type mennesker, vil blive forvirret af mit skelende øje. (Nu kan det sgu kun få for langsomt med den opsigelse!) Indrømmet. Det er sket for mig, at jeg kigger på noget til venstre for en person hvorefter personen udbryder “nej, hvor klamt, dit øje stirrer bare på mig” Det er sgu da overhovedet ikke klamt. Snotskovl! Og hvor var det, du sagde du boede? Hævnen raser i mit indre, mens jeg smilende fortæller den sørgelig historie.

Som jeg indledningsvist sagde, er der ikke det helt nye i det her for mig. Men I kan nok forstå, at på grund af det øje hader jeg at blive fotograferet. H A D E R! Nej, ikke som i – “Neeeiiijjj, lad lige være med det. Hi hi. Jeg ordner lige hår, mens jeg trækker tiden ud og spærrer øjnene op og laver trutmund. Fnis fnis – hold så op, jeg hader det altså…”

Nej, jeg hader det virkeligt! Og jo, det har da sandsynligvis nok noget (meget) (ALT) at gøre med, at det eneste jeg bemærker på de fremkaldte billeder, er mit øje og dets forsøg på at slippe helt ud over fotografiets kant.

Det næste fotografi jeg frivilligt stiller op til er når Billede Bladet – det royale ugeblad, henvender sig til mig med ønsket om et close up af mig – og mit øje – under overskriften “Lidt kongelig har man vel lov at være.”

Jeg ser det for mig – (indre billeder, selvfølgelig – de er efterhånden de skarpeste). Min reklame går landet rundt. Jeg får en fod indenfor i medieverdenen. Bliver venner med Line Baun Danielsen (glemte jeg at nævne, hun også har noget med øjet) – og Dronningen, selvfølgelig. Slentrer snart op ad den røde løber – til bal på slottet – eller til filmfestival i Cannes, hvor jeg helt sikkert – og helt tilfældigt – snubler ind i George Clooney (helst meget snart – inden han bliver ALT for gammel) som overhovedet ikke kan stå for min charme og gifter sig med mig. Og bryllupsbilledet, med min diamantbesatte klap for øjet,  ved Como-søen går verden rundt.

Men det hele må gerne ske snart. For jeg skal langt om længe opereres og forhåbentlig have det øje sat lidt på plads. Og så er løbet sgu kørt..

Kh Maier